En lille god og sandfærdig historie

12-12-2013

Stormøde: "Jeg har aldrig fået en skid fra fagforeningen"

Arbejdsmiljørepræsentant Tina Walther fra Grundfos fortæller på Stormødet i Odense historien om Hans Jørgen, der snart vil på efterløn, og som skælder ud på fagforeningen.

Hans Jørgen fortalte højlydt tre kolleger, at han intet havde fået ud af at være medlem af fagforeningen. Men senere gik det op for ham, at han faktisk havde fået rigtig meget.

Tre yngre kolleger hører på, mens Hans Jørgen hidser sig mere og mere op. Han har jo aldrig været syg, opsagt eller skadet, så det har bare været penge ud af vinduet. Kollegerne bakker op, og Hans Jørgen er nærmest på vej ned til 3F-afdelingen for at blive meldt ud.

Tina Walther hører det hele, men er ikke en del af samtalen. Nu går hun over og stiller et simpelt spørgsmål, og derfra tager samtalen en helt anden drejning.

52 timers arbejdsuge
- Hvor mange år har du egentlig været her, Hans Jørgen, spørger Tina.
- Siden jeg var 17 år, siger Hans Jørgen. Og jeg kan godt fortælle jer, at tingene var helt anderledes dengang.
- Vi arbejdede jo 52 timer om ugen. Også lørdag. Og ferie havde vi næsten ikke. Der var heller ikke nogen, der passede på os som nu, hvor vi har afskærmning og regler for at arbejde med giftige stoffer.
- Ja, det er gradvist blevet bedre. Nu er det jo til at holde ud, fortsætter Hans Jørgen.

Men så har du jo fået noget
Hans Jørgen bliver ved med at forklare forskellen på dengang og nu. Og da han holder en lille pause, siger Tina:
- Jamen, så har du jo fået noget for dit fagforeningskontingent.

Tina Walther går tilbage på sin plads, men hun kan høre, hvordan Hans Jørgen i et kvarter derefter er i gang med at forklare sine kolleger, hvor meget fagforeningen har gjort for at forbedre forholdene i løbet af de mange år, han har været på virksomheden.

Information er godt, erkendelse dobbelt så godt
Historien om Hans Jørgen er et godt eksempel på, at mange medlemmer ikke tænker over, hvad de får i kraft af fællesskabet.
- Vi fokuserer meget på de individuelle fordele, og det er jo også nemmest at forstå. De kollektive sejre er ikke så synlige for den enkelte.
- Vi kan gøre vores bedste for at forklare og synliggøre, men erkendelse er jo meget bedre. Hans Jørgen er i øvrigt stadig medlem af 3F og har udsat efterlønnen, slutter Tina Walther.

Af Karin Skolnik/3F Fagbladet

 
Læs mere

3F Kastrup

- Din lokale fagforening for Kastrup og omegn